Det ledte mig igennem Europa for udredning – for at få sandheden

Udredning og behandling i udlandet for de der ønsker at rejse efter den rigtige hjælp

Sandheden: En dag i 2018 sad jeg i et rum på et stort, dansk universitetshospital. Rundt om mig sad en afdelingslæge, en afdelingssygeplejerske, en jurist, og min partsrepræsentant. Anledningen? Fejlbehandling.

Jeg fremførte mine ord, partsrepræsentanten sine ord. Alle kom med deres synspunkter, og det var som om, det endnu engang at sidde i dette mødelokale i stueplan, var en anelse dejavu. Det var anden gang indenfor et år, at der var aftalt dialogmøde.

Faktum var bare, at de her kvinder, der sad rundt om bordet, ikke rigtig sagde noget, der battede. Endnu engang havde sygehuset lavet fejl i min sag, og jeg var blevet godt gammeldansk træt. Træt af fejl, træt af at kæmpe med fejl og udfordringer og træt af, at de her fejl og udfordringer skulle ende i min handicapsag i kommunen. Det er nemlig sådan, at kommunen ikke ville rette sig efter berigtigelserne fra sygehuset – men det er en helt anden snak.

Pludselig siger afdelingslægen “Jeg ved de kan udrede og hjælpe dig i udlandet. Jeg ved ikke hvor. Men jeg vil anbefale dig at tage til udlandet.” Jeg blev en anelse overrasket da hun sagde, at sygehuset ikke ville henvise mig til et udenlandsk sygehus, der kunne hjælpe mig videre, for det måtte da være deres pligt, når hun nu som afdelingslæge lå inde med denne viden. Men ak nej.

Dialogsamtale med læger

Afdelingslægens anbefaling, fik mig til at undersøge mulighederne

Der skulle gå et år, hvor jeg undersøgte mulighederne (også for tilskud) og hvad der var relevant for mig. At søge udredning i udlandet er ikke bare lige sådan (særligt ikke når man har brug for at have hjælper med) – og man er også nødt til at undersøge, at de steder man ønsker hjælp fra, har de fornødne kompetencer.

Det tog lidt under et år, før jeg mødte en række mennesker, der kunne lede mig på vej og hjælpe mig med lovgivning, regler, muligheder mv. Jeg forelå muligheden for min egen læge, som bestemt ikke var afvisende for det. Det betød virkelig meget for mig – det gør det stadig den dag idag.

Min første udredning gik til London i upright MRI i 2019, derefter til Flensborg til neurolog i 2019, hvilket var en virkelig voldsomt øjenåbnende oplevelse. Til sidst endte jeg i Barcelona i 2020, hvor jeg gennemgik et 2 dags udredningsprogram med scanninger og en konsultation. Jeg er ikke færdig endnu – men jeg er godt på vej.

Jeg må give afdelingslægen ret i, at der eksisterede nogle, udenfor Danmark, der kunne hjælpe mig. Jeg undrer mig stadig over, hun vidste det – når hun ikke kunne hjælpe mig. Hun må jo have set noget på mine billeder. Hun gav mig det skub der skulle til, for at søge mine muligheder – hvilket jeg faktisk er taknemmelig for. Sådan kan dårlige oplevelser også give en nogle positive oplevelser, som kan hjælpe en videre.

Jeg vil senere, her på bloggen skrive om, hvad man i Barcelona fandt. Nu blot en lille blog om, hvad der rent faktisk ledte mig igennem Europa for at få hjælp – fordi det for nogle virker fuldstændig utænkeligt at gøre det samme, som jeg har gjort.

Jeg håber alligevel, det kan inspirere nogle til at tage teten i egen hånd, hvis man sidder kilet fast – og føler man ikke kommer nogle vegne.

Leave a Reply