Skoleskift og udredning af kraftige smerter på neurologisk afdeling i Vejle

“Fortællingen stopper, da jeg er blevet smidt ud af folkeskolen og mine forældre får mig placeret i en slags praktisk-musisk specialskole. Her blomstrer jeg op efter en længere periode…”

Imens jeg gik på specialskolen, blev der brugt en del tid hos læger, fysioterapeut, øjenlæge og optometrist. Jeg har længe haft en del smerter og udfald, som var mystiske. Jeg husker også at jeg rent faktisk fik så voldsomt ondt i hovedet mens jeg gik i specialskolen, at mine forældre måtte holde mig hjemme og isolere mig fra lyde, lugte og lys. Jeg måtte mades og de måtte give mig væske. Jeg skulle holdes liggende. 

 

Jeg har lige siden mit fald haft voldsomt mange smerter. Smerter, der var uudholdelige. Jeg trængte til voldsomme mængder søvn, når jeg endelig blev slæbt hjem fra skole. Turen var så hård og ofte faldt jeg i søvn på vejen – hvis jeg så nåede at komme den rigtige vej. Det var et kaos. Jeg blev meget dårlig af lyde, lugte og rystelser i bussen. Min balance var voldsomt påvirket. Smerterne startede ved operationsstedet – alt efter om det var hovedpine var den pressende og var det migræne var den voldsomt dunkende. Parfume kunne gøre det meget værre – rygning kunne give opkast. Stærkt lys føltes som en syl i hele hovedet og det var som at få revet øjne og hoved fra hinanden. Så kom kvalmen. Jeg måtte ligge mig ned. Og jeg kunne ikke mere.

 

I den tid måtte jeg tilses først hos læge, så hos endnu en neurolog, så ved lægen igen, øjenlægen, fysioterapeut og ved en optometrist. Jeg startede tidligt behandling mod migræne og hovedpine, men det løste ikke mine smerter eller mine udfordringer med voldsom udtrætning, problemer med at følge med i skolen, smerter i bevægeapparatet, problemer med højre side, problemer med savlen og en form for “dysfagi” – at have problemer med at kunne få cola ud af næsen og at kunne fejlsynke væske – nogle gange piller. Det blev så slemt, at jeg faldt om to gange. Den ene gang endte jeg på akut modtagelsen og min egen læge fik en skrivelse fra lægen om, at han ikke måtte behandle mig med medicin mod migræne længere. Jeg endte derfor på neurologisk afdeling i vejle. Jeg følte mig som et forsøgsdyr med medicin.

 

Jeg var midt i mit 2. år på HTX, som jeg med næb og kløer forsøgte. Jeg havde store problemer med at følge med. Jeg kunne ikke regne,, jeg havde konstant migræne, kunne ikke følge med og hvad jeg idag ved er kognitive funktionsnedsættelser, anede jeg ikke hvad var dengang. Jeg troede, at hvis jeg nu bare holdte fast og pressede mig selv, så gik det. Men det gjorde det ikke. Jeg dumpede matematik, og jeg blev tvunget til at sygemelde mig, på grund af min migræne, mine smerter og mine mén efter mit fald. Her blev det første gang luftet om jeg havde mere end blot migræne efter faldet. De MR scannede mig dog aldrig – og derfor kom afklaringen ikke. Det er jeg en anelse skuffet over idag. De var mere fokuseret på at dope mig med medicin, jeg enten tabte mig voldsomt af eller blev dårlig af.

 

Det skelsættende blev, da en neurolog fra neurologisk afdeling skrev, at de mente jeg sagtens kunne jobprøves. Min daværende kæreste sørgede for al personlig pleje, for mad, for omsorg, for ja – medicinering – det hele. Lægen sendte mig ud til afprøvning på en prøvefabrik, hvor der ingen forståelse var for min skade, uden at undersøge om jeg havde en hjerneskade. Der var ingen relevante observationer og her har kommunen virkelig svigtet. Det betød, at kommunen besluttede sig for at raskmelde mig, mod egen læges store advarsler, da jeg slet ikke kunne klare mig selv eller egen pleje. Jeg havde store problemer med motorik, udtrætning, kognitive funktionsnedsættelser mm. men det var ikke anerkendt. Det blev omtalt som værende ingenting og derfor kunne jeg heller ikke selv forstå det. Jeg pressede derfor mig selv igennem flere hårde år før jeg landede i systemet igen.

 

Når vi står her er jeg på intet tidspunkt MR scannet. Lægerne har på intet tidspunkt interesseret sig for de varige skader, tre blødninger i hjernen samt et fald på fem meter har givet. Det ej heller selvom, at jeg er indbragt til skadestuen flere gange med neurologiske udfald.

 

Det er en fortælling om en 6 årig pige, der igennem hele sit liv har kæmpet for sandheden om den ulykke og de skader, hun pådrog sig. Det er også en fortælling, der er lig nogle af de andre skæbner, der eksisterer i Danmark, når børn efterlades uden udredning og opfølgning for traumatiske hjerneskader – selv ved hjernerystelser med varige mén.