At have personlighedsændringer uden selv at vide det som teenager

Jeg fik menstruation længe før de andre og mine blødninger var voldsomme og uregelmæssige. Jeg fik så ondt, at jeg kunne skrige og krampe. Når jeg ser tilbage, er det unormalt – men det vidste jeg jo ikke dengang. Desværre.

 

Jeg husker det som om, at jeg gik med en følelse i maven af ikke at passe ind. Det var som om klassen var A holdet – og så var jeg en del af et meget snævert B hold. Det var utroligt svært ikke at kunne få kontakt og bare være en del af den store masse, som alle andre. Jeg kan huske at jeg forsøgte på alle mulige måder at tilpasse mig, uden det store held.

 

Mine blødninger bragte mig til lægen, som endte med at få mine operations- og indlæggelsespapirer tilsendt. Han besluttede, at jeg skulle starte på P-piller længe før, jeg overhovedet var seksuelt aktiv. Han mente mine problemer stammede fra mit uheld. På det tidspunkt gik jeg også til kontrol med min hovedpine og min migræne, som han medicinerede mig for. Jeg husker han en dag endte med at sende mig på skadestuen pga. den medicinering han gav mig. Jeg var hamrende dårlig. Jeg fik senere at vide, at skadestuen havde sendt lægen et brev om, at han ikke længere måtte styre min medicin.

Jeg blev mobbet i min tid i folkeskolen for mit handicap. Idag ved jeg, det er mit handicap, der gjorde at jeg blev mobbet. Det vidste jeg ikke dengang. Det har været meget hårdt at blive udstødt, kaldt øgenavne pga. tandstilling og savlen, særligt savlen der kom fra min spasticitet i kæberne, mine problemer med at kunne kommunikere og sige de rigtige ord på det rigtige tidspunkt – selvom jeg troede jeg sagde det rigtige og mine problemer med at huske. Jeg kom tit for sent og nogle gange så kom jeg slet ikke. Jeg gjorde alt i denne verden for at være interessant for mine kammerater, hvilket jeg idag ser er forkert. Havde jeg haft styrken til at være mig selv og måske vidst, at jeg havde haft en skade for livet, ja så havde jeg måske mødt nogle som mig selv jeg kunne spejle mig i. Det havde måske givet troen på et liv, hvor man kunne være sig selv, på trods af fysisk handicap og personlighedsændringer.

Neurokirurgen, der så mig i sommers, har undret sig meget over, at skadestuen og de forskellige afdelinger ikke har ringet med den røde klokke, hver gang de har set mig. Særligt da jeg fik en dystoni diagnose i år 2000 og man helt sikkert har slået op, at jeg har været udsat for denne faldulykke. Det undrer mig også idag, at jeg ikke har fået den rette hjælp.

I 8. klasse valgte man at smide mig ud af skolen, fordi jeg holdte fast i, at jeg blev mobbet. Jeg blev af min mor flyttet til en special-skole med praktisk musiske fag, hvor vi var 13 elever i klassen. Mange havde som jeg også udfordringer. Der fik jeg massiv støtte og hjælp som jeg aldrig har fået før. Her kunne man se mine udfordringer, mine smerter og mine fysiske problemer. Samværet i klassen var godt.

 

Et teenageliv med personlighedsændringer kan bevirke, at man oplever labilitet på måder, man aldrig har oplevet før. Særligt fordi hormonerne flyver rundt i kroppen og man har svært ved at styre dem, på samme tid er hjernen skadet. Det er utroligt belastende, ydmygende og det kan være voldsomt hårdt.