Kaos ugen, der blev en følelsesmæssig prøvelse efter hjemmeplejekonkurs

Hjemmeplejen kommer ud til en hjerneskadet borger

Det har været noget af en rutschebane, siden en stemme i røret fortalte mig at Hjælp til Hjemmet var gået konkurs. Mandag 15:30 skulle vaner brydes – og det er bestemt ikke nemt når det er trygt for en hjerneskaderamt.

Efter vi har fundet rigtigt ud af, at jeg har en hjerneskade, er mit liv lagt meget i vaner. Vaner, klokkeslæt og faste mennesker. Det gør det mere gunstigt for mine kognitive skader og det gør at jeg føler mig tryg. Tryg fordi jeg ikke konstant skal forklare mig overfor nye mennesker.

Mandag mistede jeg mit faste plejeteam. En håndfuld dedikerede, fantastiske mennesker jeg har haft i mit liv siden i sommers. Jeg er dem evigt taknemmelig for at de har kunnet holde mine særheder ud og at de har kommet her hver dag og hjulpet mig. Den hjælp, omsorg og det smil kan ikke erstattes af noget. En særlig tak og et kram til Søren, Connie, Charlotte, Pia, Rosa, Allan, Cecilie og Karna. Fantastiske mennesker, der har fået mit liv til at hænge sammen selvom det tit var kaos – og mine kognitive skader kan gøre det udfordrende. Det nægter jeg ikke. Jeg savner jer meget. Jeg er bekymret for, hvordan I alle har det og hvor I alle ender henne.

Hjemmeplejen kommer ud til en hjerneskadet borger

Mandagskaos og kaos i ugen der kom – ikke godt for PeterSkade

Odense Kommunes egen hjemmepleje fik et forsøg med åbent sind. Damen i telefonen var meget sød, men lige så lidt godt gik det fremadrettet. En time senere stod der to mand høj og skældte mig ud i min dør for at være ked af hjælp til hjemmets konkurs. De skulle smøre aftensmad — den skulle være kold. Sådan var det. Ingen amen, selvom jeg benytter transanal irrigation og de ødelægger mine tarmrutiner af at ændre på mit kostindtag.

Jeg ved godt kommunens ansatte er meget pressede. Faktisk er hende damen der kom her som den ene en, jeg har talt meget med tidligere – så jeg ved hendes opførsel hos mig ikke er den hun normalt ligger for dagen. Men det var møg ubehageligt. Og jeg blev meget mærket af det.

Jeg har også fået dobbelt-besøg (i forhold til bevillingen, red.) af personer fra kommunen der har låst sig ind dobbelt. Der har mildest talt ikke været styr på særligt meget og jeg og lederen fra hjemmeplejen har ikke været særligt gode venner. Faktisk har jeg haft det sådan – og har jeg det sådan, at jeg ikke er tryg i mit eget hjem. Det er ikke ret og rimeligt, at skulle behandles sådan.

Nattevagten der kommer her er dog utroligt sød og professionel. Faktisk er de to nattevagter jeg har mødt ekstremt dygtige og dem er jeg meget tilfredse med. Serviceniveauet der, er som jeg ser det, lige så højt som i det private. I hvertfald denne uge.

Al denne kaos gjorde, at jeg fik så lidt søvn, at min aftale på Bispebjerg om undersøgelse og behandling af min dystoni i ansigt, kæbe og hals måtte udsættes endnu fire måneder. Jeg var så udkørt følelsesmæssigt og så udtrættet af alle de indtryk, ændringer af rutiner og vaner og personalets egne følelsesmæssige udbrud, at jeg egentlig ikke havde kræfter til at komme afsted. Heldigvis kunne sekretæren på Bispebjerg med det samme høre det – og hun udsatte blot tiden.

Havde det nu været i nærheden, havde jeg måske godt kunnet tage afsted, men det var ikke tilfældet. Jeg ville ikke byde nogen, at skulle have med mig at gøre i en sådan stand. Halleluja for venner, der hjælper når nøden er stor, så jeg fik handlet og vi fik spist noget god mad. Af hjertet tak.

Resten af ugen har været lige så kaotisk og der har ikke været synderligt meget energi til andet end blot at flade ud. Desværre. Jeg ser fremad og tænker at i næste uge bliver alting bedre – og så må det her kaos være slut. Jeg har lært, at PeterSkade og hurtige ændringer slet ikke duer sammen – at PeterSkade og mange nye mennesker er en dårlig kombi, når de skal så hurtigt ind under huden – Jeg elsker mennesker – men jeg har behov for selv at vælge til og fra i mit tempo. Jeg har behov for at kunne trække mig tilbage og lukke døren og kun inkludere dem, der er mig nærmest. Her har mit hjem været for voldsomt invaderet og det har føltes som om, at jeg blev jagtet. Det er ikke nogen rar følelse.

Positiv uge forude – Jeg glæder mig 🙂

Skriv et svar