Kan du slet ikke gå? Det gode liv – (kan også være siddende) i kørestol

Udfordring: Der er en tendens i samfundet til at møde en kørestolsbruger med det første spørgsmål “Kan du virkelig ikke gå?”. Tyg lidt på det. Det har jeg gjort i dagens tanker.

Det gode liv kan defineres på mange måder. Lykke er en subjektiv ting og som mennesker har vi alle ret til lykken. Følelsen af at være godt tilpas i vores liv. Mennesker med og uden handicap lever vi side om side i samfundet med hver vores begrænsninger.

Alligevel er gangfunktionen den alt-overskyggende, jeg vil næsten sige dominans faktor. Det er den, der skal tværes, ja nærmest jokkes rundt i konstant og det er også den, der åbenbart skal definere lykken – skulle man tro nogle mennesker. Jeg vælger at tænke at fællesnævneren i det rummelige samfund er væsentligt højere og mere kærligt.

Jeg støder ind i mange personer, der som noget af det første har mere travlt med at spørge “Kan du virkelig ikke gå? Jamen kan du så virkelig heller ikke stå?” Jeg er ikke den eneste, der bombarderes med disse meget ufølsomme spørgsmål. Flere af mine venner med handicap oplever det samme.

Jeg er et meget positivt menneske. Min positivitet kan dræbes noget så grusomt af en person der stiller sig foran mig og begynder at tvivle på mit handicap og mener jeg skal forklare det hele. Det er i orden at have ting, der hører privatlivet til. Det er også i orden, der er ting man ikke ønsker at fortælle fordi andre ikke forstår det – måske fordi det er meget komplekst eller følsomt.

Jeg forstår ikke gangfunktionen skal definere lykken. Min kørestol gør mig ikke ulykkelig. Fordi andre undskylder og er ked af det på mine vegne er jeg ikke ked af det faktum at jeg sidder i min kørestol. Jeg kan slet ikke forholde mig til, at vi ikke må have et godt liv i kørestol, for at andre skal have ondt af os. Det er helt forkert i min verden. Det bør der laves om på. Jeg vil ikke sidde og være ulykkelig, fordi andre skal have noget at have medliddenhed over. Det er forkert.

Forestil dig, at du intet alternativ havde end en kørestol. Ville du ikke hellere være glad for, at du kunne komme rundt og leve et socialt og aktivt liv, end at skulle leve resten af dit liv i sengen eller på gulvet? Hvis de ben, du var født med af en eller anden årsag ikke fungerede, ikke kunne bære dig eller der var en helt tredje grund (der kan være så mange sygdomme, der giver handicaps), til at du måtte sidde i kørestol – og du havde sluttet fred med det faktum. Hvordan ville du stille dig til livet – og de alternative hjælpemidler – og alle de spørgsmål, andre ville stille til dig, før de rent faktisk spurgte dig – Hvem er du? og hvordan har du det? Så skulle de aller først spørge dig?

“Jamen kan du ikke gå – og stå? – Er du nu helt sikker? (Her kommer kontrolfunktionen….) og Hvad med bevægelsen…. Og følelsen… og hvad med …..”
Hvordan ville du have det??

Vær hellere glad for at du kan gå og tænk på at det ikke er alle der kan det. De der ikke kan det længere har nok sluttet fred med det. De der har behov for en snak skal nok tage den med dig. Der er ikke behov for at gå og ynke andre og stille spørgsmålstegn ved deres situation. Istedet burde man lave samfundet mere inkluderende, så vi alle kan deltage på lige vilkår.

Et inkluderende samfund, er et samfund, hvor fliserne ligger lige, hvor dørene åbner automatisk og hvor der er elevatorer så der er tilgængeligt mm. Det er en snak til en helt anden dag.

Ville du bryde dig om, at gangfunktionen var det, der definerede dig som menneske? At funktionen af dine ben, var det eneste, andre fokuserede på, når de mødte dig?  Jeg vælger at tænke nej….

Det altoverskyggende fokus, der er på gangfunktionen må skyldes økonomi. Jo billigere du er i drift, jo mere selvstændig og des flere penge du kan skabe til samfundet, des mere er du værd. Her er gang- og standfunktionen to vigtige parametre, for samfundet at måle mennesket på når det gælder outcome. Altså hvad kan mennesket levere uden investering.

Det er en grim, ikke særligt solidarisk og utroligt råt for usødet tanke, at mennesker udspørger til funktionerne i benene ubevidst for at sortere i, hvem der umiddelbart kan skabe noget til samfundet – og hvem der bare må sidde tilbage.

Her kommer så den altoverskyggende tanke ind om genoptræning – og den manglende forståelse fra andre om, at nogle ikke kan genoptrænes. Når du først er blevet spurgt “Jamen kan du ikke gå? Kan du ikke stå?” så kommer den snigende… Kan du mærke den… Bingo….

“Hvad…
så med…….
genoptræning…?”

Så er det at det ikke accepteres, hvis du må forklare, at det er afprøvet, eller at lægerne har forklaret du ikke kan genoptrænes. Kun hvis du virkelig er dårlig, du ikke kan tale eller noget helt fjerde – så er der en umiddelbar forståelse. Genoptræning er i Danmark blevet tvang på mange planer uden at tage stilling til hvilken træning der REELT virker for den enkelte i den givne situation og hvor langt der er mulighed for at nå. Det er spild af skattekroner og spild af alles tid. Tvangsgenoptræning virker ikke hos nogen. Gentagen genoptræning uden at målene nåes, gør at motivationen forsvinder helt – og det skal være fuldt ud lovligt at sige nej tak, når kommunen ikke er kvalificeret til at genoptræne og lægerne også siger nej.

Mon danskerne er bange for selv at ende i kørestol og derfor forsøger at kompensere? Den lader jeg stå og lader der være rum for at lade tankerne flyve.

Vores samfund mangler respekt og tolerance – og en form for filter i forhold til, hvad vi spørger andre om. Moral. Respekt for, at andre mennesker har et privatliv og ikke ønsker at dele hvad som helst, med den de sidder til højre for – heller ikke sagsbehandleren i kommunen. Respekt og moral i forhold til de spørgsmål, der stilles – og at ting faktisk kan være utroligt sårbare. Vores samfund ville være så meget bedre hvis vi tænkte os om en ekstra gang.

Leave a Reply