Hovedsmerter hos kvinde efter hovedskade

Hovedsmerter: Typer af hovedsmerter efter traumatisk hjerneskade

Hovedsmerter: En trykken, dunken, stikken eller banken. Der er flere forskellige måder, den ulidelige pine ved svær hovedsmerte, der meget ofte kommer i hovedet efter traumatisk hjerneskade, kan føles på. Ligeså er der også flere forskellige typer.

Som om det ikke var mere end rigeligt at skulle have slået hovedet, og den langsommelige pine det er at komme sig over en, for mange heldigvis, mild traumatisk hjerneskade (hjernerystelse). At skulle gemme sig hjemme bag nedrullede gardiner i sofaen eller sengen, uden at noget som helst må bevæge sig, med den kraftigste hovedpine med voldsomme hovedsmerter, man aldrig nogensinde havde drømt om kunne eksistere. Måske føler man også det sejler, eller man har følelsen af, at der er skaktern for øjnene. Nogle har også voldsomme smerter i ansigtet.

Der er kommet mere fokus på, at optimal smertebehandling under selve neurokirurgiske indgreb er vigtige faktorer for at forsøge at begrænse udviklingen af store smertetilstande.

Herunder listes en række hovedsmerter, du kan udvikle efter en hovedtraume:

Posttraumatisk hovedpine efter blandt andet kraniotomi

Denne voldsomme hovedpine, der ofte ledsager en hovedkvæstelse, kaldes posttraumatisk hovedpine. Den bliver kronisk når en person bevæger sig over at have haft den permanent i mere end 3 måneder.

Posttraumatisk hovedpine ledsager oftere personer, der er blevet kraniotomeret og undersøgelser viser, at personer der har fået en frontal kraniotomi oftere får kronisk posttraumatisk hovedpine. Ved patienter, der har fået udført kraniotomi, viser studiet ligeså, at kronisk posttraumatisk hovedpine knytter sig til de skader og ændringer, der er sket ved kraniotomien i hjernen. Det er langt fra alle, der kommer af med deres posttraumatiske hovedpine, som lægerne ellers mener er tilfældet i løbet af helingsprocessen. Posttraumatisk hovedpine har på mange måder samme karakterer som spændingshovedpine.

Får du udført en kraniotomi i nakken, har du eks. i følge studiet, ikke lige så stor risiko for at udvikle kronisk, posttraumatisk hovedpine.

Migræne med og uden aura – Den dunkende pine i hovedet, der kan vare i flere timer

Skakternene og den dunkende hovedsmerte er klassisk ved kronisk migræne – skakternene udgør aura fænomenet. En form for synsforstyrrelser. Kronisk migræne er kronisk, når en person har mere end 15 anfaldsdage om måneden.

Migræne er efterhånden blevet et stort samfundsproblem, idet mange danskere lider af denne neurologiske sygdom. Det er dog muligt at forebygge migræne og behandle migræne, hvis du har udviklet dette i forbindelse med din hovedskade.

Migræne kan føles som om, hjernen svulmer op og ikke kan være i kraniet. Det kan også være en så intens smerte at det føles som et slag med en golf kølle. Det kan også være, at migrænen føles som om, at noget borer voldsomt i øjet. Der er hjælp at hente ved lægen, der kan hjælpe dig med hvilken type migræne du har og hvad du bør tage imod den.

Vidste du, at der eksisterer både mave- og hemiplegisk migræne?

Mave-migræne er en form for migræne, hvor det dominerende symptom er store anfald af voldsomme mavesmerter. Ofte er denne form for migræne startet i barndommen.

Særligt den hemiplegiske migræne er en form, neurologerne er blevet mere og mere opmærksomme på. Ved hemiplegisk migræne, kan neurologerne godt være i tvivl om, hvorvidt patienten har haft et epileptisk anfald. Kroppen kan f.eks. godt give spasmer og andre motoriske udfald, ligesom talen kan rammes. Neurologerne kan måske også være i tvivl om, hvorvidt du har en ny hjerneblødning og der er måske brug for en ny hjernescanning. Det er en meget sjælden form for migræne med aura.

Typer af hovedsmerter og hvad der indbyder til dem

Jagende ansigtssmerter – Trigemeniusneuralgi

Selve de voldsomme ansigtssmerter kan være trigemeniusneuralgi, som måske kan komme af en hovedskade.

Trigemeniusneuralgi føles som voldsomme stik af kortere varighed. Det er ofte ansigtsnerverne der er påvirket af hovedskaden og det er en meget ubehagelig form for hovedsmerter med permanent skade efter hovedskaden. Smerterne sætter pludseligt bare ind og stopper efter formegentlig ca. 2 minutter – smerten er meget svær og ofte udløst af, at du eks. kan have berørt dig i ansigtet.

Smerterne kan behandles, men det er en specialistopgave at behandle disse. Trigemeniusneuralgi opstår, fordi nerverne der går fra ansigtet og op til hjernen på en måde er “beskadigede” og på den måde, giver voldsomme smerter ved fejlsignaler.

Andre udløsende faktorer for hovedsmerter efter traumatisk hjerneskade

Det er vidst, at et dårligt samsyn kan give voldsom hovedpine. Skeler du eller dit barn eller er øjenmotorikken påvirket, kan det påvirke hovedpinen i en stærk grad. Det kan derfor være en god ide at sætte hårdt ind netop her, ved at få hjælp til og udredt samsynet eller et eventuelt synshandicap.

Medicinudløst overforbrugshovedpine (MOH) kan indtræde, hvis du eller dit barn har hovedpine i mere end 15 dage om måneden og behandler 15 eller flere dage om måneden. Her kan det være vigtigt, at få en vurdering ved en smertelæge, der kan vurdere om der er tale om medicinoverforbrugshovedpine, der ofte kan være kendetegnet ved, at den er behandlingsresistent.

Det er vigtigt at bemærke, at også posttraumatisk hovedpine kan være meget svær at behandle. Netop derfor er det også en specialist opgave, ligesom udredningen af de forskellige hovedsmertesygdomme er det samme.