Følelseslabilitet i det pinlige hjørne: Når du ikke kan kontrollere grineri

Mand der viser både glæde og vrede

Mand der viser både glæde og vrede

 

Følelseslabilitet: Noget af det mest socialt ødelæggende, jeg har oplevet i mit liv siden ulykken er følelseslabiliteten, der kommer med en skade i højre frontallap. Følelseslabilitet er, når dine følelser reagerer på en måde, som du ikke selv styrer; at du griner uden du ønsker det, storgræder til en film, der måske ikke er sørgelig, du bliver mere vred end før og har et opblussende temperament hvor du overfuser eks. din partner uden du egentlig ønsker det.

 

Vi skruer lige tiden tilbage til 1995 – 1996… Er du med i tidsmaskinen? 

Før jeg selv vidste jeg havde en hjerneskade, bemærkede jeg at jeg ofte grinte af mystiske ting. Såsom når folk skulle slæbe ting op ad en trappe for mig. Noget der ikke er morsomt. Absolut ikke morsomt. Eller man sad ved bordet og spiste og der blev nævnt noget ganske upassende. Det fløj lige ud af mig med det største grin, og jeg forsøgte voldsomt at få det stoppet. Jeg var flov, vred på mig selv og jeg var pinlig. Det var som at se sig selv, sidde der og storgrine af en situation – der bare ikke er morsom.

 

Sådan har jeg haft flere andre situationer med følelser siden ulykken, hvor jeg har tænkt “Hvad i hele hulans navn er det her”. Jeg har gemt mig på mit værelse, jeg har bort forklaret det, for det er jeg mester i. Alligevel har jeg undret mig. For det måtte jo ikke være normalt. Alle jeg har talt med af professionelle igennem min barndom, har intet lagt mærke til – eller det ved jeg jo ikke, de har ihvertfald ikke taget det alvorligt. Det sidste synes jeg er meget tragikomisk. Min følelseslabilitet, som jeg har lært det hedder og ordet er skrevet ned her foran mig, har splittet mange forhold til venner for mig. Folk forstår ikke hvordan jeg reagerer. Idag er det mest grin og gråd labiliteten, der kommer frem, idet jeg har arbejdet meget med den sidste.

 

Følelseslabilitet giver frustration og forvirring hos den ramte

 

Følelseslabilitet og frustration hos ramt med hjerneskade

 

Som barn med følelseslabilitet, hvor man ikke kan få sine følelser til at reagere som man ønsker, efterlader det ens hverdag med en stor forvirring. Et tomrum. Jeg er faktisk sikker på, det samme sker for voksne. Uanset om man kan tale eller italesætte det, så er jeg overbevist om, at der sker noget inde i en, som rumsterer rundt. Noget er forkert og noget forsøger man at “opklare” – som en anden detektiv i sig selv. Jeg har selv i løbet af mit liv taget et hav af mentor forløb og forsøg på forskellige terapier, fordi jeg troede det var noget helt andet det var galt med – til jeg en dag mødte en special psykolog, som også kendte til hjerneskade.

Jeg har lært forskellige måder at håndtere vredlabiliteten, som for mig mest var eksplosiv i teenageårene hvor hormonerne flyver. Efterfølgende, vil jeg selv betegne mig som meget rolig, omend jeg bliver meget forvirret og stresset, hvis der kommer mange forskellige mennesker i mit hjem på en dag.

 

Pårørende rammes hårdt af følelseslabilitet

 

Pårørende er for mig at se også venner og når man som hjerneskadet ændrer sig er det en stor sorg. En sorg det er vigtigt man italesætter og bearbejder – ellers skubbes den hurtigt over på den ramte, som går og er forvirret. Det var jeg selv, og har jeg været i mange år, når jeg eks. har oplevet ikke at få lov til at snakke om min ulykke, ikke at måtte gennemgå forløbet igen og ikke har måtte bearbejde den sorg det var for mig. Men sorgen i sig selv, når en person rammes af personlighedsændringer, herunder følelseslabilitet, hvor man kan føle at den ene pludselig griner af en, eller stortuder til noget der var en glæde for jer – eller pludselig er voldsomt hidsig og ikke tager sig til takke med noget. Så husk at der altid er to sider af samme sag for den ramte.

 

Det kan være godt at sætte sig ned og italesætte det. Kan man ikke nå det igennem tale så på et stykke papir. Hvad går galt – og som ramt også huske på at fortælle de pårørende, at man altså ikke kan styre det – men at man forsøger voldsomt. På den måde vil forståelsen indbyrdes blive større – og man vil opnå ikke at blive splittet nær så meget som jeg oplever at jeg er blevet med mange i mit liv med personlighedsændringer.

 

Puha, det her er et meget personligt blogindlæg. Jeg håber du fik noget ud af at læse om, hvordan jeg som barn har levet med uopdaget følelseslabilitet.

 

 

Leave a Reply