At komme tilbage i skole efter hjerneoperation som barn

Børnehjerneskade: At komme tilbage i skole og mærke forandringerne

At komme tilbage i skole efter hjerneoperation som barn

 

Børnehjerneskade: Efter et halvt år med mor hjemme, hvor hun har haft pasningsorlov til at tage sig af mig, skal jeg starte i skole igen. Jeg skal gå 0. klasse om med nye elever men samme lærer, som jeg havde da ulykken skete. Hun hedder Hanne, det samme som min mor hed.

 

Egentlig husker jeg ikke selv noget fra 0. klasse, som jeg tog igen. Min far har fortalt mig, at jeg har gået og spurgt om ikke de kunne få mig tilbage i den rigtige klasse og at man havde sat mig forkert. Altså har jeg allerede her mærket nogle forandringer, som jeg har haft meget svært ved at sætte ord på som nu 7. år gammelt barn. Det har måske nok føles lidt som at falde ned fra himlen i en ny krop, et nyt sted, uden at have en ide om hvem du er. Alt er nyt og du griber efter det gamle, fordi det er det der er trygt. Men det gamle kan du ikke få fat I – for det er ikke mere. Ingen vil tale om det gamle – ingen vil lytte og alle har for travlt til at sætte sig ned og høre på, hvad denne lille pige har at sige til verden.

 

Måske det er nogle af de ting, der skulle have ledet lærere og pædagoger på sporet af, at jeg har en hjerneskade. Udover det led jeg af voldsom udtrætning, jeg var gråd og grin labil, jeg havde problemer med afføring og urin, savlen, smerter, tandsætsproblemer, problemer med kræfterne i arme og ben, samt problemer med allergi mm. Massive problemer hvor man i skolen også kunne se en pige, der ikke kunne matematik, koordination blandt andet. Det undrer mig stadig idag, hvordan lærere og pædagoger har haft held med at dække over min hjerneskade i så mange år, med så mange omkostninger for mig. Det har gjort det så svært at blive udredt.

 

Forandringerne ved børnehjerneskaden gjorde det svært i skolen i forhold til at knytte relation til andre og i forhold til at forstå deres måde at være på. Jeg tror aldrig jeg forstod, hvorfor de behandlede mig så slemt og hvorfor jeg skulle kæmpe for mig selv så hårdt. Den klasse jeg blev sat i var meget ikke-fungerende og for mig med ikke-diagnosticeret hjerneskade, var det ikke en god klasse at gå i. Miljøet var hårdt og de andre elever var ikke gode til at behandle andre særlig pænt. Jeg husker om min skoletid, at jeg blev mobbet meget – idag ved jeg, at det er mine handicaps, der har udløst den mobning, jeg har været udsat for, hvilket er meget hårdt at vide.

 

På det her tidspunkt kørte min mor mig til forskellige undersøgelser på bl.a. sygehuset for at få mig udredt, men ingen af lægerne havde ekspertise til at forstå, hvad min børnehjerneskade gjorde ved mig – og at jeg virkelig havde en børnehjerneskade. Jeg husker at jeg en morgen oplevede, at mit hovede, vendte 90 grader til venstre og min mor kørte mig på skadestuen. Lægen var noget forbavset – idag har jeg en dystoni-diagnose i min journal. Det var en turbulent tid med en masse udredninger og det undrer mig, at der i provinsen ikke er nok ekspertise, når det gælder traumatisk hjerneskade. Viljen til at viderehenvise er også meget, meget lav.